Skip to main content

Lokal legende

Simon Stockholm – En lokal legende i klubben Sole IF.

I hjertet af kommunen Hedensted ligger en lille klub ved navnet Sole IF. Og hvis du spørger menneskerne, der er tilknyttet klubben, vil de med sikkerhed fortælle dig, at en af deres vigtigste skikkelser er Simon Stockholm.

En uundværlig ildsjæl for klubben

Simon har viet sit liv til Sole IF og bruger ugentligt 13 timer på ulønnet klubarbejde, som går langt ud over hans engagement på banen. Han er træner for 2 seniorhold, U12 drenge, formand, kampfordeler og målmand for klubbens serie 3 hold. “Det betyder alt. Man kan godt kalde det for mit andet hjem,” fortæller Simon.

Hvert år bruger Simon en uge af sin sommerferie på at forberede klubbens årlige sommerfest. Derudover står han i spidsen for en loge, der hjælper med sponsorgaver. Hans engagement er uundværligt, og alle i klubben respekterer ham for det.

En historie om fodbold, fællesskab og kirkebryllup

Simons liv startede i Øster Snede, men da familien flyttede til Hedensted, blev byens lokale fodboldklub hans første stoppested, før han som 13 årig skiftede til Sole IF.

Selv da han kom et år på efterskole, deltog han i de kampe, hvor muligheden bød sig. Da efterskoleåret var omme, var han ikke i tvivl om, at han ville fortsætte med at spille fodbold. Det stærke kammeratskab og hans passion for fodbold fik ham tilbage i klubben

Men Simons historie er meget mere end en passion for fodbold og fællesskab. Det er også en kærlighedshistorie. Gennem årene mødte han Mette, som også var en del af Sole IF’s frivilligekorps. Deres kærlighed blomstrede, og i sommeren 2021 blev de gift. Uden for kirken ventede en stor overraskelse, da flere af klubbens spillere dukkede op i spillertrøjer og hyldede de nygifte.

Sportigan: En inspiration for alle

Simon er mere end bare en legende i Sole IF. Han er en inspiration for alle, der ønsker at gøre en forskel i deres samfund og vise, hvor meget et menneske kan opnå ved at give sin tid og energi til noget, der betyder noget for dem. Hans dedikation og engagement vil forblive en del af Sole IF’s historie og forhåbentligt inspirere fremtidige generationer til at fortsætte traditionen med frivilligt arbejde og kærlighed til klubben.