Skip to main content

Så fik ØHIK børnehåndbold i hallen igen!

Øland-Halvrimmen Idrætsklub har ikke haft børnehåndbold i hallen i mange år. Flere har sikkert ønsket det og tænkt tanken, men Camilla fik sat ord på det – og endnu vigtigere, fik Camilla sat handling på. I dag er der igen latter, skrig og skrål i hallen med 35 håndboldglade børn, der spiller U6, U7 og U9 med kæmpe opbakning fra frivillige forældre og det lokale erhvervsliv.

Camilla er selv “vokset op” i en hal og elsker at være i ØHIK-hallen. “Min far var selv frivillig og meget engageret, da jeg spillede håndbold som barn. Nu gør det mig SÅ glad at se børnehåndbolden igen fylde i hallen, og at det på så kort tid er lykkedes os alle at få tre børnehold i gang.”

I ØHIK er der en fantastisk mulighed for ‘Tumlingebold’ op til 6-årsalderen, men Camillas store interesse er stadig håndbold. Hun havde et stort ønske om, at børnene også skulle prøve kræfter med sporten, men i ØHIK var det ikke muligt. Indtil tanken blev gjort til handling, og der i efteråret 2022 troppede 9 børn op til den første træning (inklusive Camillas børn).

Vi vil så gerne give børnene de bedste oplevelser Sammen sørger Joanna og Camilla for træningen og alt, der hører til af planlægning – og ikke mindst koordineringen, når børnene skal spille kampe. Det er Joanna, der har indstillet ØHIK-børnehåndbold til Sportigans Den Store Klubpris, og hun siger: “Det har været en kæmpe indsats at få det her til at lykkes, og vi vil så gerne give børnene de bedste oplevelser. Vi mærker helt sikkert, at forældrene er glade. Vi skal bare spørge og række ud efter hjælp, så får vi den.” I nomineringen skriver Joanna:

“Vi skal vinde, fordi vi har formået at starte tre årgange op med håndbold, helt fra bunden. Vi har besluttet os for at afholde en håndboldcamp for børnene, hvor fællesskabet skal hyldes. Vi skal lave en masse øvelser og hygge os sammen som hold. Om aftenen skal der ses film og spises snolder, inden vi alle skal sove i hallen. Dagen efter har vi inviteret naboholdene til kamp, så vi kan afprøve nogle af de ting, vi har lært. Vi trænere brænder for vores små håndboldhold, og børnene udvikler sig hamrende hurtigt og bliver dygtige kammerater og håndboldspillere.”

Ja, som om det ikke var nok at få børnehåndbolden tilbage i klubben, har de også stablet en håndboldcamp på benene. Over to dage leger, spiller, spiser, overnatter, ser film og hygger børnene sig. En håndboldcamp, der er med til at styrke det sociale sammenhold og skabe gode håndboldminder. “Det har været helt vildt at opleve, hvordan forældre og det lokale erhvervsliv har hjulpet. Ja, det har ikke kunnet lade sig gøre uden deres opbakning og hænder,” siger Camilla.

Heeelt vildt!

Glæden er ikke til at tage fejl af hos Camilla og Joanna. “Det er heeelt vildt, at vi har vundet 10.000 kr., der følger med Den Store Klubpris. Vi drømmer om at gentage campen, og dér vil pengene kunne gøre en stor forskel for os – eller tage alle børnene med og se en ‘rigtig’ håndboldkamp med de professionelle i Aalborg. Det snakker de også rigtig meget om.”

At initiativer belønner sig, er denne historie fra ØHIK et fremragende eksempel på, men også endnu et godt eksempel på, hvad opbakning og frivillighed kan gøre for det lokale, danske klub- og foreningsliv.

Brovst og omegn har brug for en lokal sportsforretning!
De fire ejere af Sportigan Brovst slog dørene op i efteråret 2019, og Jonas har været med fra starten som den ene halvdel, til at drive butikken og rådgive områdets lokale kunder. “Jeg har altid arbejdet i en sportsforretning, og det er noget helt særligt at være i Sportigan her i Brovst,” siger Jonas og fortsætter: “Vi gør os virkelig umage med at finde de helt rigtige produkter til vores kunder. Vi møder jo alle sammen, når vi har fri, og så skal kunderne tænke på en god oplevelse.”

Opbakning, opbakning, opbakning…
Det lokale og opbakningen betyder alt for butikken, og derfor gør de fx meget ud af klubaftener i klubberne og kommer ud og samler en masse mennesker på klubbernes egen hjemmebane. De kommer og inspirerer med alt det, klubberne skal bruge, og selvfølgelig har de også gode tilbud med, hvis medlemmerne bliver fristet af noget til eget brug.

Ligesom vi har brug for lokal opbakning, har klubberne også brug for så meget hjælp som muligt. At kunne uddele ‘Den Store Klubpris’ til ØHIK og samtidig overrække dem 10.000 kr. gør Jonas rigtig glad. Pengene kommer helt sikkert til at gøre en forskel for klubben og alle børnene. Stort tillykke til ØHIK!