Skip to main content

OCR Brædstrup vinder Den Store Klubpris 1. halvår 2022

Fra druk på kroen – til benhård OCR!

Det er en tydeligt overrasket stifter af, og formand for, OCR Brædstrup vi kontakter med nyheden om, at de har vundet Den Store Klubpris 1. halvår 2022 og de 10.000,-

”Vi har nu nogle muligheder, som vi først ville kunne gøre om nogle år! Det har været en kæmpe opgave for os at komme hertil hvor vi er nu – og vi er langt, langt fra færdige. Ja. Vores logo er ikke engang færdigt endnu”, siger Jesper Thomsen med et tydeligt smil på læben.

OCR Brædstrup har fundet et område 2 kilometer udenfor Brædstrup og lavet en aftale med en lokal entreprenør. At opføre en ordentlig OCR bane fra bunden kræver ikke kun plads, erfaring og frivillige hænder, men også masser af materialer til at bygge forhindringerne.

OCR står for ”Obstacle Course Racing” eller på dansk: en løberute med fysiske forhindringer. Ifølge Jesper ”er det en fremadstormende sport – som vist ikke er registreret som en sport endnu. Vi har fået styr på alt papirarbejdet for at få lov til at starte klubben, og nu skal vi til at få klubben og sporten på landkortet i Brædstrup.

Jesper mere end udfordrede sig selv med OCR tilbage i 2014.

Og det er en ekstraordinær historie i sig selv. Med et voldsomt misbrug af alkohol og druk på kroen, var Jesper tæt på at miste livet. I stedet endte det med en udfordring på Sjælland: ét af de første OCR-løb i Danmark med ca. 100 til start. Resten er historie, men en god én af slagsen. For Jesper ender med at dyrke OCR på eliteplan i tre år, og udfordrer sig selv med de allerbedste i Tyskland og USA.

Nu ønsker Jesper at give al sin erfaring videre og sammen med de 4-5 andre er det første mål at have 20 faste medlemmer – og derudover, at flere og flere vil få øjnene op sporten, og lade flere prøve kræfter med OCR. Både private på timebasis og som firmaevents.

Lokalsport, foreningsliv og forretningsliv går hånd-i-hånd

Lasse Jakobsen er indehaver af Sportigan Brædstrup og glæder sig over at overrække OCR Brædstrup checken. ”Nu har jeg været selvstændig i 15 år og det lokale idræts-, forenings- og forretningsliv er afgørende for mig – derfor er det også rart at kunne give noget igen. Det er ikke kun private vi servicerer, men også de lokale klubber og foreninger. Jeg elsker virkelig den ping-pong vi har, og hjælpe med at finde gode løsninger til deres individuelle behov. Alt fra bolde, træningstøj, udstyr og isposer… til at guide med sponsortryk”.

Lasse, og alle i butikken, prioriterer tiden med foreningslivet – og efterhånden er der ikke kun opbygget værdifuld viden, men også gode venskaber med klubbernes formænd/forkvinder og de indkøbsansvarlige.

I fritiden bruges energien også på græstæppet som anfører på Brædstrups lokale Old Boys fodboldhold. Som nu, 36-årig familiefar, er det ikke kun 1. og 2. halvleg der tæller for Lasse. Også 3. halvleg, hvor vi får vendt stort som småt. Det er en super vigtig del af hele sammenholdet!

10.000,- gør en kæmpe forskel for OCR Brædstrup

Jeg blev helt mundlam da jeg fik beskeden. Og det sker meget, meget sjældent!

Vi bidrager alle hver især, når vi har lidt tid i ny og næ. Sporten kræver f.eks. nogle specielle greb. Og nu får vi endelig mulighed for at købe vores egne, nye specialgreb. Det gør en kæmpe forskel.

Nu glæder vi os til at få flere fra Brædstrup og omegn med på OCR bølgen… og alle er velkomne til at kigge forbi og prøve kræfter med forhindringsløbet.

Igen. Mange, mange tak og vi lover at pengene nok skal gøre en forskel.

Afslutningsvis siger Lasse ”…og det er da bare flot, at det er én af ”mine” lokale klubber der har vundet de 10.000,- og jeg glæder mig virkelig til også at hjælpe dem godt på vej med deres projekt… ”