Skip to main content

Når frivillige gør en forskel: NFS hyldes med Den Store Klubpris 

Hos Nørremarkens Forenede Sportsklubber (NFS) i Vejle mødes børn fra hele lokalområdet til fodboldtræning. De dribler, skyder på mål og skaber venskaber på tværs af skoler, sprog og baggrunde. I spidsen for U9-fodboldholdet står Muamer Adilovic. En familiefar med fodboldfeber, som på egen krop har mærket, hvordan frivillige frontfigurer kan gøre en enorm forskel i et lokalsamfund. NFS har netop vundet Sportigans Den Store Klubpris og får dermed 10.000 kr. til at skabe endnu bedre rammer for fællesskabet.

Fra sidelinjen til trænersædet
Det var egentligt ikke meningen, at Muamer skulle gøre karriere som frivillig fodboldtræner. Men han er typen, der har svært ved ikke at række hånden op, når han ser et potentiale for udvikling: ”Jeg har selv spillet fodbold hele mit liv og brænder virkelig for det – derfor var det utrolig fedt at indtage trænerrollen. Men det er også krævende, når man har et arbejde ved siden af,” fortæller han.
Muamer kom med i klubben for tre år siden, da hans drenge startede på den nærliggende skole. Da de fleste af skolekammeraterne spillede fodbold i NFS, blev sønnerne også meldt ind i klubben. Først hjalp Muamer bare til som hjælpetræner, men inden længe stod han i spidsen for to årgange.

Overblik og oplevelser
Muamer har særligt arbejdet på at få skabt overblik over tilmeldinger og kontingentbetalinger, samt med at få flere spillere med på holdet. ”Vi er kommet op på næsten halvtreds betalende børn på de to årgange. Det var en fed milepæl at nå for os,” siger han.

Endnu en vigtig milepæl var, da NFS sidste år blev en del af DBU’s børneklub. Det betyder bl.a., at børnene har kunne kommet med til flere stævner: ”Vi har tilmeldt os alle de turneringer, vi har kunnet finde, så børnene har spillet en masse fodbold og fået rigtig mange pokaler og medaljer for deres deltagelse. Om de har vundet eller tabt, er mindre vigtigt. De har fået præmier uanset og glæden har strålet ud af deres øjne,” fortæller Muamer.

Frivillige sætter fodspor
Frivillighed er hjertet i foreningslivet, hvor indsatser fra enkeltpersoner kan sætte varige spor. Muamer fortæller, at det bl.a. er frivillige kræfter fra hans egen barndom, som har inspireret ham til selv at tage del i foreningslivet. Her er det særligt Kim fra den lokale volleyballklub i barndomsbyen Slagelse, som står tydeligt i hans hukommelse. Kim, som selv havde tyrkisk baggrund, formåede at inkludere en gruppe tosprogede børn i et fællesskab præget af glæde, sammenhold og sportslige ambitioner.
“Jeg syntes, det var fantastisk, at nogen gad bruge deres fritid på os,” fortæller Muamer. “Vi kom med til stævner i Viborg, Esbjerg og endda Tyskland – det var kæmpestort. Dengang tænkte jeg ikke over, hvad det krævede – kun hvor fedt det var, at nogen gjorde det for os.”
Denne erfaring bærer Muamer med sig i arbejdet med NFS. Han ønsker at skabe samme form for rummelige fællesskab, hvor både danske og tosprogede børn og trænere er velkomne. “Det er fantastisk at se børn få et smil på læben og finde glæden i sporten. Der er stor forskel i niveau, men det gør ikke noget. Her er plads til alle, der har lyst til at sparke til en bold.”

Den Store Klubpris åbner døre
Det rummelige fællesskab skal også kunne mærkes i de fysiske rammer – og her begynder det at knibe. Klubben vokser, men faciliteterne halter efter.
“Vi har en 20-fods container, hvor alt vores udstyr er presset sammen. Den er fyldt til randen med boldvogne og træningsudstyr, så man kan dårligt bevæge sig rundt derinde. Om vinteren fryser låsene fast, og det er næsten umuligt at komme ind, ” fortæller Muamer.
Derfor var der ekstra brede smil, da NFS-spillerne forleden fik overrakt Sportigans Den Store Klubpris og de 10.000 kr., der følger med. Drømmen om at opgradere faciliteterne kan nu blive til virkelighed. At modtage prisen har givet både træner og klubben fornyet energi – og troen på, at det nytter at kæmpe for fællesskabet:
“Det føles som en stor anerkendelse. Nu ved vi, at vi bliver set. Og måske kan det åbne døren for endnu flere muligheder.”

Den lokale opbakning er vigtig
Hos Sportigan i Hedensted vækker det glæde, at NFS er kåret som vinder af Den Store Klubpris. ”Det betyder virkelig noget, at de frivillige får anerkendelse. Trænerrollen kan være et hårdt arbejde til tider, så det fortjener et skulderklap,” siger butiksejer Line Beuchert, der selv har været frivillig træner og bestyrelsesmedlem i en håndboldklub.
Hun fremhæver, hvor vigtigt det er, at det lokale erhvervsliv og foreningslivet bakker hinanden op: ”Jo stærkere foreningslivet er, jo mere liv er der i byen – og det er også godt for os som lokale butikker. Det hele hænger sammen,” siger hun.
Line håber, at prisen og de 10.000 kroner kan være med til at give klubben endnu bedre rammer: ”Om det er udstyr, aktiviteter eller bare noget, der gør de ugentlige træninger sjovere – det vigtigste er, at det styrker fællesskabet og glæden ved sporten.”
NFS er et levende eksempel på, hvordan foreningslivet stadig kan være en tryg ramme, der bidrager til børns trivsel. Og med stærke frivillige kræfter som Muamer i spidsen er det tydeligt, at sporten rækker langt ud over kridtstregerne på banen.