Skip to main content

Æresmedlem i Løgstør HK nominerer – og LHK vinder Den Store Klubpris!

Æresmedlem i Løgstør HK nominerer

– og LHK vinder Den Store Klubpris!

I interviewet med 59-årige Benny Hansen skinner engagementet og kærligheden til klubben klart og tydeligt igennem telefonen. I særdeleshed taknemmeligheden over de 50-60 frivilliges indsats for at få klubbens hverdag til at køre. Bennys eget engagement i klubben er også ganske imponerende. “Jeg kom til klubben for mere end 40 år siden og har haft fornøjelsen af håndboldspillet på banen som spiller, som træner, som dommer, som kampfordeler, som bestyrelsesformand og nu bruger jeg min frivillige indsats som en del af sponsorudvalget og som suppleant i bestyrelsen”. En helt unik indsats Løgstør HK i 2023 vælger at honorere, og udnævner Benny til æresmedlem til klubbens store HåndboldGalla.

Han ser klubben som sit 3. barn og det er ikke nogen overraskelse at Benny igennem Klub Sportigan vælger at nominere Løgstør Håndboldklub med denne tekst:

Løgstør Håndboldklub vil jeg gerne nominere da det har været mit liv i over 40 år. Og jeg syntes de skal have mulighed for en stor frivillig aften. Hvor de bliver forkælet med nye T-shirts hvor der skal en klappende hånd på med “fedt jeg er frivillig”. Samt fælles underholdning og spisning. Håber det lykkes.

De frivillige må ikke tages for givet!

I hverdagen er det svært at nå at påskønne alle de frivillige. De har fortjent det! De gør en formidabel indsats i hverdagen.

“Anerkendelse koster ingenting, men de 10.000,- kr. fra Den Store Klubpris hjælper drømmen om en frivillig fredagsaften fest til virkelighed og det bliver fantastisk at alle kan samles og mødes på én gang”.


Beæret formand stemmer i…

Christian Sørensen er håndboldklubbens formand på 7. år og meget beæret over, at nogen husker at de frivillige skal have en stort klap på skulderen. “Det er da helt fantastisk at alle frivilliges arbejde bliver lagt mærke til og sat pris på” siger Christian og fortsætter “… og så synes jeg også det er på sin plads at rose alle som også stiller op, når vi bliver spurgt om hjælp til den lokale byfest eller andre events. Sikke et sammenhold og en hjælpsomhed fra forældrene der også giver en ekstra hånd med”.

Løgstør HK har ca 300 aktive fra U4/U5 til Senior og senest har klubben stablet endnu en håndboldafdeling op: #LykkeLiga – Danmarks Skæveste Håndboldliga med 6 superseje trænere.

Sportigan Løgstør har en naturlig hverdag i klubberne.

Vi fanger Mathias i bilen mod Sportigan-kædens hovedkontor i Funder. De er på vej til en indkøbsmesse, møde kollegerne fra hele landet og få masser af inspiration fra alle de mærker butikkerne har på hylderne. At drive butik i lokalmiljøet ligger til familien. Forældrene startede en herre- og dametøjsforretning i Løgstør (idag en Tøjeksperten). Midt i Coronatiden i 2020 beslutter de at overtage Sportigan Løgstør og idag driver forældre og alle søskende nu begge butikker i samme 2-etagers bygning.

“Jeg har selv været aktiv i Løgstør HK og i LIF (fodbold) og mine kollegaer i butikken har deres hverdag i klubberne selv og med deres familie. Det betyder, at vi, helt naturligt, er en del af klub- og foreningslivet og én så tæt relation gør, at vi føler os forpligtet på en helt speciel måde, når vi samarbejdet tæt med alle klubberne i Lanternen. Vi prøver virkelig at servicere og helst ‘lidt mere end det’, for vi ved hvor mange frivillige kræfter der bliver lagt i klubben og hvor vigtigt foreningslivet er for lokalmiljøet og vi mærker, at det også kommer os godt tilbage”.

Mathias uddyber “Lanternen er centrum for det lokale klub- og foreningsliv med håndbold, badminton, fodbold, skydning, tennis, padel mm. Og så ligger det i forbindelse med skolen og inddrager på den måde de unge i lokalsporten”.

Samarbejdet med foreningerne i Lanternen, LHK og Christian (formand) er tæt og langvarigt. “Det er en fornøjelse at deltage når der afholdes spilleaftener. At butikken ‘kommer’ til klubben og vi kan inspirere og hjælpe med alt der skal bruges til sæsonen fra tape til spillertøj” siger Mathias. Og apropos spillertøj og samarbejdet, så har LHK fået et helt flot og unikt design på tøjet som klubben selv har været med til at udvikle med os i Sportigan Løgstør.

“Jeg er SÅ glad for at kunne overrække Løgstør HK checken på 10.000,- som vinder af Sportigans ‘Den Store Klubpris’” slutter Mathias.