Klinkby mellem Lemvig og Harboøre er måske ikke verdens største by. Men skulle den mangle noget i størrelse, kompenserer den så rigeligt for det med gode idéer, arrangementer og et unikt fællesskab, som hver dag finder sted i Alt-i-et-huset i og omkring den multihal, man fik bygget i 2013.
”Tanken var, at vi vil have alle i byen ind ad samme dør,” siger daglig leder og alt-mulig-mand, Paw Skov Ruby. ”Vi kunne faktisk ikke have gjort noget bedre. Det har bragt skole, sport og foreningsliv sammen og skabt et ualmindeligt stærkt samlingspunkt for børn, unge og voksne. Det er her, man mødes, uanset om man skal til fodbold, fitness, gymnastik eller noget helt fjerde. Det skaber liv, snak og godt humør hele dagen.”
Fordelen ved at se det store i det små.
For Paw Skov Ruby hænger successen også sammen med det forhold, at Alt-i-huset er bygget – og stadig bygger på lokale, frivillige kræfter. Det gør, at man føler et særligt ejerskab. ”Det er VORES det her,” som han siger.
Den stærke fællesskabsfølelse opleves også ved de mange fællesspisninger, der bliver afholdt. Der er udsolgt hver eneste gang. Klinkby er langsomt men sikkert blevet et sted, man tager til, hvis man vil være en del af sport og gode arrangementer. Spørger man Paw Skov Ruby til de kr. 10.000, så kommer de naturligvis til at gå til en udendørsaktivitet, alle kan have glæde af.
DEN SJOVESTE OPLEVELSE har vi mange af, men skal jeg pege på noget, må det være det fredagssjov, vi holder for 0.- 6.-klasserne otte gange om året. Her åbner vi hallen for leg og aktiviteter. Det er noget, børnene elsker. Alle er med. Uden undtagelse. Så kan man ikke bede om mere.